|
|
Post by Kazoya on Jul 8, 2006 0:41:12 GMT 1
Kazoya kommer gående ind af en gammel dør, som næsten er faldet af.
Han går ind i mørket, hen mod nogle lettere forrådne paller.
Han går i skjul bag dem, sætter sig op af muren helt omme bag, stirrer tromt ud i luften med et dystert og sørgmodigt blik
|
|
|
|
Post by Xamie on Jul 8, 2006 0:42:53 GMT 1
Jeg når lige at se ham gå ind i bygningen og følger derfor langomt og besværet efter ham derind.
"Kazoya?"
Siger jeg ind i rummet
|
|
|
|
Post by Kazoya on Jul 8, 2006 0:44:35 GMT 1
Han svarer ham ikke, han vil ikke se ham nu, da han er bange for at komme til at overfalde ham endnu engang... han trækker benene op til sig, lægger armene om dem og ser ned for sine fødder i det dunkle mørke
|
|
|
|
Post by Xamie on Jul 8, 2006 0:48:39 GMT 1
"Kazoya, jeg ved du er her..."
Siger jeg stille, uden at få svar
"Jeg... Jeg ville bare sige farvel...
Hvis du rejser, så syns jeg bare du skal vide at jeg vil savne dig.
Jeg har altid haft let ved at tilgive folk, og jeg ved du ikke ville gøre det du gjorde... så, derfor er jeg ikke sur. Og det syns jeg du skal vide...
Så derfor, Kazoya; Farvel, jeg vil savne dig meget. For du er min bedste ven og vil altid være det...
Hav det godt i Afrika, eller hvor du nu tager hen. Tag ud og fang lykken..."
Siger jeg og vender mig for at gå igen
|
|
|
|
Post by Kazoya on Jul 8, 2006 0:51:27 GMT 1
Han sidder helt stille, hører hvert et ord...
Han rejser sig mut op, går stille frem, men mærker en smerte i ryggen, så han må støtte sig til pallerne.
"Godt du selv kan se det fornuftigste..." siger han lavt, ser mod ham ud gennem nogle lange sorte hårlokker, som er indsmurt i Xamies røde blod...
|
|
|
|
Post by Xamie on Jul 8, 2006 0:53:40 GMT 1
Jeg vender mig og kigger på ham
"Det kan jeg ikke...
Men, sommetider må man tænke på andre og deres føelser og ikke gå efter hvad man selv vil og... Og jeg ved du ikke har det godt med det her... lige nu... Og derfor skal du have lov til at tage afsted.
Som din ven vil jeg acceptere din beslutning - også selvom jeg er uenig..."
Siger jeg stille, men sikkert
|
|
|
|
Post by Kazoya on Jul 8, 2006 0:55:47 GMT 1
"Det er ikke for MIT bedste! Men for dit eget." begynder han og ser stadig mod ham.
"Det er dig der ender med at dø af det... eller blive traumatiseret på livstid..."
|
|
|
|
Post by Xamie on Jul 8, 2006 0:56:56 GMT 1
"Jeg er ligeglad... Det er dig der vil rejse, det er ikke mig der beder dig om det..."
Siger jeg stille med store blanke øjne
|
|
|
|
Post by Kazoya on Jul 8, 2006 0:58:15 GMT 1
han ved for en gangs skyld ikke hvad han skal sige.
Han ser bare mut mod ham.
|
|
|
|
Post by Xamie on Jul 8, 2006 1:03:03 GMT 1
Jeg trækker på den ene skulder, den raske
"Derfor ville jeg bare sige farvel, ellers ville jeg aldrig tilgive migselv..."
Smiler svagt og vender mig - igen - for at gå
|
|
|
|
Post by Kazoya on Jul 8, 2006 1:04:28 GMT 1
Han ser mod ham, slipper pallen for at gå, men falder sammen midt på gulvet med et smertefortrukket ansigt
|
|
|
|
Post by Xamie on Jul 8, 2006 1:05:29 GMT 1
Vender mig da jeg hører et mindre brag.
"Kazoya!? Hvad skete der?"
Spørg jeg forskrækket da jeg ser ham
|
|
|
|
Post by Kazoya on Jul 8, 2006 1:06:21 GMT 1
"Av... min lumbago!" mumler han lettere bistert
|
|
|
|
Post by Xamie on Jul 8, 2006 1:07:04 GMT 1
"Din hvad?"
Spørg jeg forvirret
|
|
|
|
Post by Kazoya on Jul 8, 2006 1:07:44 GMT 1
"Min lum- min ryg!" retter han og prøver at rejse sig, men uden resultat
|
|
